10 hemmelige tricks til at male

Trick 10: Bølgen

download-1

På denne blog har jeg givet 10 hemmelige tricks til at male. Trick nummer 10 har fået navn efter Hokusai´s (1760-1849) fantastiske træsnit fra 1831 af en enorm bølge, der næsten opsluger de 3 fiskerbåde. Bemærk også Fuji-bjerget i baggrunden.

Mange andre kunstnere bl.a. Vincent Van Gogh er blevet inspireret af Hokusai. Se mere om den verdensberømte ”Den store bølge” (1831) her.

Når jeg slutter mine 10 hemmelige trick med Hokusai skyldes det, at han har haft uvurderlig betydning for moderne europæisk kunst. At studere hans beskæringer og brug af penselstrøg giver masser af inspiration.

Min inspiration i trick 1 er at bruge bølgebevægelsen. Denne halve cirkelbevægelse efterligner jeg ofte først med sort og derefter med hvidt. Den sorte forstærker farven og den hvide neutraliserer den. Den virker godt på mine malerier, der er meget farverige.

IMG_E5841

Det har jeg brugt her i dette maleri: ”Blå skønhed” (2019)

10 hemmelige tricks til at male

Mit sidste trick til dit maleri, der er gået i stå, er at bruge bølgebevægelsen. Den brudte cirkel giver god dynamik i maleriet. Vi forsøger selv at skabe harmoni ved at færdiggøre cirklen – og det pirrer vores fantasi. Det er den dynamik, der gør maleriet spændende.

I Maleriet ”Blå skønhed” har jeg brugt hvid og sort. Er du selv mere forsigtig med dit farvevalg, vil jeg anbefale kun at bruge preussisk blå – gerne i 2-3 nuancer. Gør farven lysere og lysere ved at blande mere og mere hvidt i.

Preussisk blå er også den farve Hokusai brugte bl.a. i hans 36 billeder med Fuji-bjerget i baggrunden, hvor det mest kendte er ”Den store bølge”. Preussisk blå blev opfundet i 1706 i Berlin – heraf navnet – og blev brugt som alternativ til den ultra dyre Lapis lazuli – en sjælden stenkrystal, hvorfra man indtil omkring 1900 fik farven ultramarin. I mit maleri ”Blå skønhed” har jeg også brugt ultramarin, men i dag fremstilles den kunstig – og er derfor ikke dyrere end andre farver.

Farveharmoni

I maleriet ”En verden fyldt med fantasi” (2016) har jeg brugt bølgebevægelsen på en anden måde. Det har jeg gjort ved at sætte malingen på med pensel og male bølgestrøg. Efterfølgende, når malingen er tørret lidt men stadig er våd har jeg trykket malingen i små strøg frem og tilbage. Det giver et slags gentagelse eller mønster i maleriet, som giver maleriet både struktur og bevægelse.

Rigtig god fornøjelse og har du spørgsmål, er du velkommen til at benytte kontaktinfo på min hjemmeside: Galleri-weppler.dk.