Portrætmalerier – Malede portrætter er igen blevet populære
Mange kunstnere bruger sig selv som øvelse i at male portrætter. I mine selvportrætter prøver jeg at være både selvransagende og identitetsundersøgende. Ofte maler jeg efter hukommelsen – og ikke ved brug af et spejl. Når kunstneren bruger et spejl bliver portrættet spejlvendt, hvilket giver et lidt andet udtryk, end når andre mennesker ser os. Klik og se mine portrætter.
Portrætkunsten går langt tilbage i tiden, med det var først under renæssancen, at kunstnere begyndte at male og lade sig inspirere af modellens historie eller sjæl, om man vil.
Vores hjerne er fra fødslen indstillet på at finde og læse ansigter
Derfor fascineres vi af portrætter – og kan finde ansigter i mange abstrakte malerier. Kontakt, hvis du ønsker et portrætmaleri og/ eller ring 20468228.
Maleriet her hedder Jalousi.
Klik og se flere af mine portrætterJeg eksperimenterer med at lave abstrakte ansigter skjult i maleriet
Abstrakt kunst benytter vores evne til at se og gøre enkle tegn til et ansigt. Ansigter vækker følelser og tilfredsstiller vores søgen efter nærhed og menneskelige relationer. Små ændringer i vores ansigter fortæller noget om os, og vi mennesker er eksperter i at aflæse portrætter og ansigter, hvor vi kan fornemme, hvordan andre har det.
I min kunst benytter jeg vores fascination af ansigter og vores evne til at tolke dem. Jeg eksperimenterer med at lave abstrakte ansigter skjult i maleriet, som man selv kan finde og tolke. Vores evne til at forstå og tyde andre mennesker er en afgørende faktor i overlevelse og i at danne relationer. Derfor søger vi at finde ansigter og tolke og forstå hvilke følelser og historier, der er bagved – også når vi ser på et maleri eller portræt.
Portrættet hedder Kvinden i toget.
Klik og se abstrakte malerier af mennesker herHer ser du et portrætmaleri, som jeg har lavet ud fra en bestilling. Jeg havde kun et fotografi, men havde fået lidt at vide og har ud fra det forsøgt at fange historien bag manden.
Når vi betragter malede portrætter, vil vi dybere ned og forstå personen bag, og vi tænker: Meget præcist formuleret af forfatteren Haruki Murakami i ”Mordet på Kommandanten”. Han beskriver, at det ikke gælder om at male et vellignende portrætmaleri, kunsten er at finde den historie, der skal males ind i portrættet – altså finde fortællingen bag personen.
Hemmeligheden bag et godt portrætmaleri
For at portrættet får liv og kan fortælle noget om, hvem personen bag portrætmaleriet er, tror jeg, at kunstneren må kunne genkalde de følelser hos sig selv – og selv have tænkt over, hvem personen er, og hvad de tænker. Men tolkningen af portrættet er selvfølgelig subjektiv. Vi lægger noget af os selv ind i vores tolkning, og nogle portrætter taler mere til os end andre.
Mange kunstnere bruger sig selv som øvelse i at male portrætter. I mine selvportrætter prøver jeg at være både selvransagende og identitetsundersøgende. Ofte maler jeg efter hukommelsen – og ikke ved brug af et spejl. Når kunstneren bruger et spejl bliver portrættet spejlvendt, hvilket giver et lidt andet udtryk, end når andre mennesker ser os.
Fordelen ved spejlet er, at du kan male, hvad du ser – og ikke hvad du husker. Mange kvindelige kunstnere har været portrætmalere, da det i flere århundrede i europæisk kunst var det, man kunne acceptere, at kvinder malede.
Selv maler jeg oftest efter hukommelsen, hvor det centrale for mig er personen bag portrættet. Ofte bliver det i meget ekspressive farver
Ring 20468228 hvis du vil have malet et abstrakt portræt.
Se mine portrætter herPortrætter – det kan hjælpe at se ansigtet i former
Tidligt i min karriere som portrætmaler lavede jeg ansigter i stof ved at applikerede med forskellige trådfarver. Det fik skygger og udtryk frem gennem de mange små farvede stykker stof og syninger.
Jeg har senere lavet collager af hele min familie ved at rive i ugeblade og sætte masser af papirstykker sammen til et ansigt. Jeg tror, at man stadig i dag kan se en collageagtige tilgang i min måde at male portrætter.
Historien bag portrætmaleriet – portrætmaler
I dag tager vi ofte på få sekunder et portræt med telefonen, men i gamle dage, var det kun kongen og meget rige personer, som fik portrætteret sig selv. Det tog flere måneder – nogle gange år – at male et portræt. Leonardo da Vinci menes fx at have arbejdet på Mona Lisa fra 1503 til 1517 – altså i alt 14 år.
I oldtidens Egypten blev portrættet anvendt til at give afdøde personer evigt liv fx på de egyptiske mumieportrætter. Her blev herskeren idealiseret for at illustrere en guddommelig status. Denne tradition blev videreført af de romerske kejsere og også grækerne portrætterede bl.a. digtere og filosoffer.
Senere bestilte man ofte et portræt, når en prins eller prinsesse skulle giftes. Det blev sendt af sted for at vise bejleren, hvordan personen så ud.
Det vigtigste var dog ikke ligheden, men hvor rig og magtfuld personen var – fx med guldkrone, smykker eller en stor hermelinskåbe. I renæssancen med dens øgede fokus på individet fik portrættet en ny betydning.
Her begyndte man at skildre personligheden. Leonardo da Vinci gav eftertiden et nyt syn på måden at portrættere på. Hans maleri af Mona Lisa et perfekt eksempel på sfumato-metoden, hvor man udvisker konturerne. Fra min tid på Kunstskolen kan jeg huske, at vi altid fik at vide, at vi ikke måtte tegne konturer, men skulle bruge skygger og bløde linjer til at gengive en form. Dette gælder fortsat for nogle typer af portrætter, men med ekspressionismen og senere den abstrakte kunsts indtog er disse regler for nogle typer af portrætter helt ophævet.
Portrætter – en ældgammel tradition og stadig moderne
Portrættet er en ældgammel kunstnerisk disciplin, som nok aldrig går af mode. I 2019 fik det endnu større opmærksomhed med tv-programmet: Danmarks bedste portrætkunstner. Her blev der vist mange forskellige måder at male portrætter på – både realistiske, symbolske, underspillede og/eller farverige. I udsendelsen blev det tydeligt at portrættet kan noget helt særligt.
Et portræt skal nemlig gerne indfange netop det, der gør, individet til noget særligt – det kan være et fysisk kendetegn, den måde, den portrætterede kigger eller smiler på, et blik eller måske bare en stemning.
Når det lykkes kan personen genkendes samtidig med, at portrættet udstråler sider af personen, som beskuere bliver mere nysgerrig på.