Hvad kan kunst sige mig ud fra parafraser af Otto Dix Sylvia von Harden portræt. det har jeg netop fortalt om til min eksamen i Kunsthistorie at selv et 100 års gammelt maleri kan sige os noget. Mit udgangspunkt var Otto Dixs maleri: Portræt af journalist Sylvia Von Harden. Maleriet er beskyttet af ophavsret, så i stedet får du nogle mine egne parafraser. Læs mere om mig som kunstner.
På portrættet fremstår Sylvia i min optik som en frigjort moderne kvinde – Die Neue Frau. Mandig, kølig og med overblik. Der er befriende nok ikke fokus på kvinders skønne ydre, halvafklædt og med et indladende blik, som vi alt for ofte ser. I stedet ses en uafhængig og selvstændig kvinde – alene på bar, hvor hun kan slappe af med en drink og cigaret.
Læg mærke til monoklen – et magtsymbol for mænd; men i 20èrnes frigjorte Berlin bl.a. brugt af lesbiske – og/eller af kvinder, der ville vise mandighed og magt. Her skildrer den nok et dybere syn på samtiden.
Maleriets titel har magt
Sylvia er journalist. Om maleriet er blevet sagt, at hun spidder tiden med sit røntgenblik. Her illustrerer jeg derfor Sylvia, hvor hun jonglerer med ord. Hun griber efter ordene i en kreativ proces, hvor nogle ord falder på gulvet andre samles op. Collagen hedder: ”At gribe efter ordene”.
På faget lærte jeg, at titlen er meget afgørende; ja, nærmest kontrollerende for vores tolkning. Jeg oplever selv, at det, at jeg ud fra titlen ved, at hun er journalist i 20´ernes Berlin, hvor kvinder næsten lige har fået stemmeret, giver mig respekt for hende og jeg får lyst til at skildre hende i hendes profession.
I mine parafraser bemærkede jeg, hvor vigtigt titlen var for min tolkning. Det vil jeg huske på, når jeg selv giver malerier en titel. Jeg ønsker, at mine malerier er åbne og giver muligheder for selvstændige tolkninger, så mine titler må også være åbne og tillade associaltioner.
Den første parafrase får en fænomenologisk titel nemlig. ”Jeg ser på verdenen – den ser tilbage”.
Hvad kunstværket siger mig
På faget læste jeg også Siri Hustveds bog. ”At leve, at tænke, at se”. Siri skriver, at når vi elsker et maleri, er det ofte, fordi vi kan genkende noget af os selv i det. Det er også sket for mig med Otto Dixs maleri. Jeg blev fascineret af, at kvinder ikke behøvede at være smukke med langt lyst hår, men godt kunne føre sig alene frem på en bar med sjuskede strømper, kort sort hår og indadvendt tænksomt blik. Befriende. Man kan sige, at kunstværket lever i mig.
Det tror jeg har været med til at sætte mig igang med en parafrase, der nærmest bliver et selvportræt af mig som kunstner. Jeg har spejlet mig selv i Sylvia. Væk er hendes kæmpehænder, gule fingre og spidse hage.
Jeg har aldrig tidligere forsøgt med et selvportræt som kunstner – et ellers ofte skildret motiv gennem kunsthistorien. Denne parafrase satte mig igang, da jeg i Otto Dix portræt netop fokuserer på den aktive frigjorte kvinde, som selv vil skabe.
Men et portræt kan andet og mere end at skildre en person. Det kan skildre samtidens samfund.
Et portræt af en epoke
Et portræt kan dog andet og mere end blot at være et portræt. Igennem portrættet kan vi blive klogere på både den tid, det er malet i – og på den tid, vi som beskuer betragter maleriet. Otto Dixs portræt er efter hans eget udsagn et portræt, der skildrer en epoke, nemlig weimarrepublikken. Den bar præg af de uhyrligheder soldater som Dix så under 1. Verdenskrig. Borgerskabets skændige hemmeligheder og promiskuitet viser via portrættet af Sylvia samfundets vrangside. Hun er ikke skildret grim for at lave hende som en karikatur, men for at give en f-finger til samtidens samfund. Collagemaleriet hedder: “Skoene er smidt”.
Kan vi bruge kunst til noget i dag?
Ja, jeg synes, det viser, at kunst kan tolkes og forstås på mange måder. Så svaret på Hvad kan kunst sige mig? må være, at kunst åbner op for forskellige tolkninger ofte med forskellige pointer. Øver vi os i at se de forskellige tolkninger, øver vi os også i at være nysgerrige på andres holdninger og forståelser. Måske bliver vi provokeret – men i bedste og heldigste fald bliver vi klogere. Det er netop det budskab, jeg gerne vil frem til. Kunst både fra i dag og kunst fra over 100 år siden eller mere – kan gøre os klogere på hinanden og livet.