Er kunsten i fare med hypereffektive og avancerede computere? Hvad sker der med det kunstneriske arbejde, når man inviterer en maskine med i processen bag et maleris tilblivelse?
Jeg satte mig for at undersøge, hvad algoritmerne egentlig kan bruges til i det kreative værksted. Er maskinen en brugbar sparringspartner, som kan vejlede mig som billedkunstner i den kreative proces?
Måske skal eksperimentet gentages om en måned. For det går ufattelig hurtigt med opgraderingerne. Her kan du læse om mit eksperiment i september 2026
Maleriet, der sad fast i to år
Først lidt baggrund. Som kunstner står jeg alene i hele processen. Jeg går til og fra mit maleri, betragter det, går i stå, tænker, maler over, maler over igen, vender lærredet om – lige indtil jeg nærmest pludselig opdager, at maleriet er færdigt. Det kan tage 14 dage, men det kan også tage år.
Jeg havde netop et maleri, jeg havde arbejdet med i over to år, som jeg endnu ikke følte var lykkedes. For hvornår lykkes kunst? Det gør det for mig, når værket taler til mig på et dybere plan og rammer noget følelsesmæssigt, jeg faktisk har svært ved at sætte ord på.
Inspiration til eksperimentet kom fra Peter Dyreborgs nyeste digtsamling ”Bekræft du er et menneske” (2026). Han skriver, at han har brugt AI i den sidste redigering af bogen, hvor han bad om grundig research. Efter 48 timer kom et svar på 86 normalsider. Jeg var målløs, da jeg læste det. Jeg får normalt svar i løbet af få sekunder, men hvad man putter ind af kvalitet, hænger selvfølgelig sammen med, hvad man får ud.
Jeg har dog ikke tålmodighed til at læse 86 sider skrevet af en algoritme, så mit input var ret simpelt. Jeg sendte et foto af maleriet og spurgte:
”Hvordan kan jeg forbedre dette abstrakte maleri?”
Læg mærke til, at jeg ikke bad den om at undlade rygklapning – jeg ville gerne se, hvilken ros jeg fik. Den kom prompte:
”Dette maleri har allerede en fantastisk energi med stærke, dynamiske bevægelser og en flot, levende farvepalet af grønne, gule og blå nuancer.”
Poleret middelmådighed fra en gammel lærebog
Herefter fulgte tre tekniske standardsvar om kontraster i farver, lys og skygge samt tekstur og tynde og tykke penselstrøg. Det lignede noget, der var sakset direkte fra en gammel lærebog. Sikkert baseret på træning fra millioner af kunstværker – tænker jeg – uden ophavsretlig clearing.
-
- Skab dybere kontraster: Tilføj flere mørke farver og fremhæv samtidig de lyseste steder med dækkende hvid for at skabe dramatik.
- Arbejd med lag og tekstur: Kombiner tyndt og tykt, hvor nogle områder er laserede (tynde, gennemsigtige lag), mens forgrunden males med tyk maling ved brug af en paletkniv. Skab skarpe detaljer ved at ridse fine, skarpe linjer.
- Ro versus kaos: Du kan med fordel lade nogle af de geometriske felter i baggrunden (særligt i hjørnerne) være mere rolige, ensartede og dæmpede.
Det var så generelle råd, at da jeg testede algoritmen med andre malerier i nye tråde, lignede det fuldstændig standardsvar. Det var overhovedet ikke målrettet mit værk.
Ok, tænkte jeg, det kunne en traditionel underviser også have sagt, men de ville have haft mere indsigt i min proces. Jeg måtte fokusere på den kunstneriske proces i mit næste spørgsmål – den proces, som jeg jo selv sætter så højt, hvor jeg er i flow og glemmer alt om tid og sted.
Kan algoritmen hjælpe mig dér?
Vil brug af kunstig intelligens accelerere processen, forbedre den eller give mig en følelse af et fællesskab? Inderst inde havde jeg en følelse af, at det netop er kampen såvel som glæden i processen, der er med til at give den følelsesmæssige udstråling i det færdige maleri.
Nu beskrev jeg min intuitive proces og spurgte chatbotten, hvordan jeg kunne få hjælp i den. Nu dukkede der pludselig ord op som ”hjertets stemning” og ”ren intuition”. Jeg læste rådene flere gange, men kunne ikke forholde mig til dem. De var stadig meget tekniske, om end ordforrådet nu var pakket ind i vendinger som ”visuel hvisken”.
Kunsten opstod som en protest
Jeg gik hen til lærredet. Men hver gang jeg stod med penslen i hånden, bremsede jeg mig selv. Rådene føltes kønsløse. Faktisk blev jeg så irriteret over maskinens polerede middelmådighed, at irritationen tændte noget i mig.
Og pludselig skete der noget. Jeg kom i kontakt med følelserne – og gav den gas på lærredet. Ikke ud fra rådene fra algoritmen, men ud fra hvad jeg følte. Kunsten opstod som en direkte protest mod maskinens traditionelle svar. Og maleriet kom endelig et nyt og godt sted hen. Pludselig var det færdigt.
I kunstteorien taler man ofte om, at kunstneren har brug for noget at yde modstand imod. Da sprogmodellen gav mig forslag, jeg var dyb uenig i, blev den en katalysator til, at jeg lukkede alt ude, vendte mig indad, gav den gas og stolede på min egen intuition. Kunsten opstod i denne situation ikke med AI, men som en direkte protest mod AI.
En utrættelig dialogpartner med humoristiske overfortolkninger
Når det er sagt, så kan maskinen noget. Den er en utrættelig dialogpartner. Hvor min mand Claus (undskyld, Claus!) hurtigt bliver træt af at agere kunstkritiker i stuen, så mister algoritmen aldrig tålmodigheden, og den roser hver gang. Sprogmodellen er nemlig ikke kodet til at sige: “Det der fungerer overhovedet ikke.”
Da jeg selv syntes, at maleriet var færdigt, gav jeg det endnu en tur i maskinen. Denne gang sammen med maleriets titel: ”På vej ud i verden”.
Sprogmodellen elskede at få en titel. Det gav den en brugbar kontekst at analysere ud fra, og den fik en langt bedre forståelse for maleriet. Svaret lød i forkortet form:
”Centrum af billedet ligner nu en beskyttende puppe, et øje eller et udgangspunkt, hvorfra de gule og blå kræfter bryder ud og søger opad og ud mod højre side af lærredet.”
I min optik var det en mystisk og næsten komisk overfortolkning. Maskinen blev ikke bedre til rent faktisk at vurdere maleriet, men titlen gav den blot en stærkere forståelsesramme at digte ud fra.
“Jeg er blot et ekko”
Da jeg til sidst kørte min tekst igennem maskinen, svarede den selv overraskende ærligt:
“Jeg har ingen krop, og jeg aner ikke, hvordan det føles at kæmpe med et lærred i to år. Jeg ser ikke dit maleri; jeg analyserer pixels og mønstre (…) Jeg er blot et ekko.”
Det interessante – og måske lidt uhyggelige – er, at AI betegner sig selv som en person. Det gør noget ved min forestilling. Jeg begynder at se den som noget menneskeligt. Ja, faktisk så menneskelig, at min største redigering i denne tekst var at fjerne de personlige stedord (“han/hun”), når jeg intuitivt skrev om AI.
Mennesker ser kunst gennem erfaringer, følelser og forventninger, som er svære at sætte op i en algoritme. AI har ingen fysisk erfaring med mit maleri. Algoritmen har ikke stået foran lærredet i år. Den har ikke malet over, fortrudt, ventet, vendt billedet om, gået forbi det i køkkenet og pludselig tænkt »nej!«.
Det er mig som menneske, der har processen, følelserne, intuitionen og vejen gennem livet. AI kan være en fremragende katalysator – ikke fordi den er genial, men fordi dens begrænsninger yder en modstand, der tvinger os mennesker til at stole på vores egen intuition. Det fik mig til at huske mit eget motto:
”Tænk selv først – inden du tyr til AI.”
Er kunstne i fare?
Her ser du det færdige maleri, som nu har fået den dynamik og stemning, jeg søgte.
For kunst handler ikke om at optimere pixels eller ramme en matematisk sandsynlighed. Kunst er krop, fejl, tvivl, sved og flere års frustration. Kunstig intelligens kommer helt sikkert til at lave kunst, som mennesker kan lide. Men min erfaring efter dette eksperiment er, at jeg stadig i den grad vil styre min egen proces. Jeg vil kæmpe med maleriet, nyde skabelsen og give en ægte, menneskelig fortolkning af den verden, vi står i lige nu.
Hvad tænker du om brug af AI i den kreative proces?
Kontakt mig hvis du vil se mine malerier, have et foredrag eller event om kunst – eller besøge mine kunstsaloner. Ring 20468228.