Hvad skal vi med kunst?

Vi lever i en verden, der ofte kræver resultater, logik og hurtige svar. Og hvor nyheder og kriser fylder medierne. Jeg oplever dog lige nu – midt i alle udfordringerne en øge efterspørgsel på kunst. Ikke som en flugt, men som en forbindelse til andre sider af livet. Så spørgsmålet: Hvad skal vi med kunst? Er måske også i dag et svar på både håb, nytænkning og indsigt i os selv og andre.

For mig handler kunst ikke om at forstå, men om at mærke. Når jeg står i mit galleri i Valby eller arbejder på et værk som The Gathering, (som vises her) leder jeg efter det punkt, hvor jeg slipper kontrollen. Jeg øver mig aktivt i ikke at lade fornuften bestemme motivet, men i stedet give stemninger, følelser og intuition lov til at guide penslen. Det er en proces, jeg skal øve mig i hver dag – og jeg tror, det er sundt for os som mennesker at turde slippe grebet.

Er der et mål med min kunst?

Mange siger, de bliver ”glade i låget” af min kunst. Men er det målet? Glæde er en livsnødvendig følelse, som vi ikke må negligere. Jeg kan selv have tendens til at stirre mig blind på problemer og glemme glæden – så maleriet er min egen påmindelse om lyset. Men mine værker er mere end blot et glædesbrus; de er en sanselig eksplosion. Et ’kapow’. Det er en nødvendig modvægt til en verden, der indimellem bliver for sort-hvid.

Jeg har skrevet en bog om at ”smide masken”. Hvad betyder det for min kunst?

Jeg tænker, at vi indimellem gemmer os bag en rolle, fordi det kan være hårdt at vise sig selv helt åben og ubeskyttet. Tænk bare på de lidt forskønnede situationer vi møder på Sociale Medier. Her er kunsten et frirum. Her kan jeg som kunstner møde mig selv uden filter – og give den oplevelse videre til beskueren. Som kunstkritikeren Virginia Bazzechi Ganucci Cancellieri sagde om mine værker i Firenze, så er mine ”malerierne som ’vinduer uden tid og rum’. De lader os kigge ind i det autentiske.”

Mærk følelserne i bag værket

Hvordan føles det at “smide masken” på lærredet foran alle? Det er grænseoverskridende sårbart at blotte sig selv uden filter – især i en tid, hvor vi er vant til de forskønnede glansbilleder på sociale medier. Men hvis jeg ikke tør vise min egen tvivl og vildskab i penselstrøgene, hvordan kan jeg så forvente, at du som beskuer kan mærke noget i malerierne?

Som kunstkritikeren Virginia Bazzechi Ganucci Cancellieri bemærkede i Firenze, er værkerne som ’visioner, der næres af minder og følelser’. Det kræver mod at stå ved de visioner, for man kan ikke optimere en følelse. Man kan ikke sætte en KPI for det øjeblik, hvor et maleri rammer dig i maven. I det øjeblik er vi ikke “ydelser” – vi er bare mennesker.

Hvordan får du folk til at mærke dine følelser?

På mine kunstsaloner sætter jeg indimellem musik til værkerne. Det betyder, at folk  – mens de lytter – står længere og fordyber sig i værket. Og så får følelserne tid til at ramme. Kunst kræver ofte tid og fordybelse – og kan være en løftestang til at mærke sig selv.

Hvad skal vi med kunst?

Vi kan bruge den som en kompasnål, der viser os vej tilbage til til at sanse og mærke efter. Kunst er ikke noget, der skal forstå med hovedet – det er noget, man skal tillade dig selv at blive ramt af. Det bedste i maleriet findes nemlig ikke på lærredet. Det findes i det ekko, det skaber inde i dig. Næste gang du står foran et værk, så spørg ikke: ”Hvad forestiller det?”, men spørg i stedet: ”Hvilke følelser eller stemninger oplever jeg?

På den måde tror jeg, at vi netop kan forstå os selv endnu bedre – og dermed håber jeg, at vi i en tid med kriser kan forstå og kommunikere med andre på nye måder.

Kunst er ikke svaret – men opfordrer til nysgerrighed, samtale, eftertænksomhed, provokation, håb og meget andet. Følelser og stemninger, der er nødvendige i en mangfoldig verden.

Se flere malerier på mit hjemmeside fx farverige malerier.