Når jeg står foran et maleri, mærker jeg først farven, før jeg ser motivet. Den rammer mig fysisk – og er afgørende for, om jeg kan lide maleriet eller ej. Jeg har altid elsket farver. Ikke bare som pynt eller stemning, men som noget dybere – som livets egen puls. Når jeg i mit blogindlæg skriver, at livet skal leves i farver er det dog ikke kun for at sætte kulør på tilværelsen. Men fordi verdenen ikke kun skal opleves sort/hvid. Vi skal have nuancerne og kulørerne med. Det giver en dybere forståelse af andre synspunkter og andre mennesker, når vi får øje på mellemtonerne – og hvilke nuancer, der har betydning for andre.
Så ja, livet skal leves i farver. Også selv om jeg ingen videnskabelig baggrund har for at påstå, at vi bliver lykkeligere eller klogere af farver. Alligevel vil jeg fastholde, at farver skaber stemninger, der sætter sig i kroppen, længe efter øjet har vendt sig væk. Her trækker jeg både på mine egne erfaringer, og hvad jeg læser og hører. Farver bevæger os. De påvirker, forstyrrer, inspirerer og beroliger på samme tid. Farver er som mennesker – de har personlighed, humør og sjæl. Og de former vores oplevelse af verdenen.
Farverne former os
Et eksempel er historien om et fængsel i North Carolina. Der var meget vold, så man tilkaldte en farveekspert, for måske kunne man gøre noget ved de hvide vægge for at dæmpe gemytterne. En farveekspert foreslog at male væggene lyserøde for at mindske aggressioner. Farven var feminin og ville berolige og skabe tryghed. Effekten udeblev. Voldsepisoderne steg faktisk. Næste farveekspert blev tilkaldt. Klart, der er rødt i pink – o
g rød er en aggressiv farve. Væggene blev malet grønne. Historien fortæller ikke, om det virkede. Men i følge farveteorierne siger man:
- Rød sætter pulsen i gang.
- Blå får os til at trække vejret dybt.
- Gul skaber varme, forventning og liv.
- Grøn føles som håb.
Farvernes sprog i kunsten
Mange kunstnere har brugt farver til at udtrykke sig med – specielt i moderne kunst. Her bliver farverne gradvist en genstand i sig selv og er ikke længere knyttet til en genstand.
- Jeg tænker på Matisse, der brugte kraftige, “vilde” farver. Han ville formidle en følelse af energi, bevægelse og harmoni uden fokus på naturens farver og realisme.
- Ernst Ludwig Kirchner malede med en voldsom intensitet. Hans billeder sitrer af liv, energi og rå følelse – ikke for at skildre virkeligheden, men for at vise, hvordan den føltes.
- Eller på sydafrikanske Marlene Dumas, som maler mennesker med en skrøbelig, men insisterende farveglød. Hendes figurer er både smukke og urovækkende, som om farven afdækker noget af sjælen.
- Og Apolonia Sokol, som bruger farver til at fortælle historier om identitet, krop og menneskelig mangfoldighed. Hun lader farverne være en kommentar til vores tid – et udtryk for mod og ærlighed.
Farverne i disse værker er aldrig tilfældige. De er holdninger. De er temperament. De er kunstnerens stemme.
Farver kan forandre
Jeg har flere gange lavet afstemninger, når jeg har holdt mit oplæg om farver i kunsten. Resultatet er i gennemsnit således:
- 30% blå
- 23% lilla
- 18 % grøn
- 15% rød
- 11% gul
- 4% orange
Dog er farver også situationsbestemt og oplevelsen af farven kan veksle efter nuancer og følelsesmæssige stemninger. Kontakt mig hvis du vil høre mere om mine foredrag.
Når livet skal leves i farver
Lis Sørensen synger :”Verdenen er i farver”. Fordi vi skal fejre farverne. Og alle farver – både glæden og sorgen, lyset og skyggen hører alle til i livets palet. Jeg tror, at vi bruger farver til at fortælle, hvem vi er, og hvordan vi har det. Vi klæder os i dem, vi maler med dem, vi omgiver os med dem. Også i kunsten bliver de til en invitation. Et værk i stærke farver beder os om at mærke noget. Ikke nødvendigvis at forstå – men at føle.
Når jeg ser et rum blive forvandlet af et maleri, eller mærker, hvordan en bestemt farve kalder et minde frem, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg arbejder med kunst. Fordi farver ikke bare er overflade. De er livets puls. De minder os om, at vi sanser, føler og forandrer os.
Så farver kan være både stille, skarpe, kærlige og vrede – og de minder os om, at livet skal leves i farver – at vi skal bruge alle nuancer for verdenen er i farver – alle farver.